So this is it.

Det regnede første skoledag. Jeg havde en lyserød sommerkjole på og holdte mine forældre i hånden, da jeg skulle ind af porten. Min mor tog et billede af mig foran skoleskiltet og min far stod og snakkede med nogle af fædrene. Jeg kunne godt lide min klasselærer fordi vi måtte tegne tegninger dagen lang og jeg lærte hvordan man flettede fletninger. Nogle gange fik jeg lov til at flette nogle af de andre pigers hår.

Efter alle de mange mange år jeg har gået på min skole, har jeg været i gennem utallige ting. Nogen ting jeg føler mig pinligt berørt over, nogle ting jeg kan tænke tilbage og grine af, nogle ting jeg bliver glad for at tænke på og nogle ting jeg aldrig vil opleve igen i hele mit liv.
Jeg har gået på den samme skole i ti år og har derfor aldrig prøvet at skifte skole før. Jeg ved ikke hvordan det er, at være et sted hvor ingen kender en. Jeg ved ikke hvordan det føles at skulle kigge på 25 andre man ikke kender. Det skræmmer mig og det er bl.a. også grunden til jeg er bange for at starte på gymnasiet. Hvad hvis jeg ikke passer ind, hvad hvis folk synes jeg er barnlig og hvad hvis ingen kan lide mig. Det er det jeg mest frygter.

På en måde har jeg lyst til at fortsætte endnu et år på den skole jeg går på nu. På en måde vil jeg lære de andre endnu bedere at kende. På en måde kunne jeg godt have nogle flere timer med de lærere vi har nu og spise i kantinen med gammelt popmusik.
Men på en anden måde, føler jeg at jeg skal væk fra det her sted. Så jeg kan prøvet noget nyt og lære nogle nye mennesker at kende. Ikke at skulle gå rundt med det "image" man har fået sig i løbet af de år, men starte et helt andet sted, hvor ingen kender én.
Hvor man kan skifte personlighed og kunne vise den rigtige Maya frem, uden at være bange for at folk skal dømme en. Det sted, hvor det hele er splinternyt og det hele er ukendt. Det sted hvor lektierne bliver hårdere og det sted jeg har tænkt på det sidste halve år.
Det bliver en udfordring og en kæmpe forandring.

Jeg kommer til at savne folkeskolen, jeg kommer til at savne min klasse, jeg kommer til at savne alle de bitchy hentydninger og skænderier, jeg kommer til at savne vores 9.v og 9.u gruppe, som er blevet spammet her de sidste fem dage, jeg kommer til at savne lærerene, jeg kommer til at savne duften, bygningen, fysiklokalet, kantinen, gymnastiksalen og selv de larmende børn som løber op af trapperne og altid skal kigge op på en når man snakker med folk.
Jeg kommer til at savne den, så utroligt meget.

Det vil regne sidste skoledag. Jeg vil gå ind af porten iført mit kostume. Halvdelen af skolegården vil være lukket på grund af ombygning. Vi vil stå klar med flere poser karameller, vandpistoler og vandballoner. Jeg skal stå oppe på scenen og kåre årets bedste lærer sammen med en dreng fra min klasse. Imens vil alle de små børn kigge op på mig med store øjne og håbe på at jeg smider nogle karameller ned til dem.
Jeg vil afslutte ti års skolegang med dette.

So, this is it. This is the end.

Mercredi a l'Effie

En lidt anden version af Lana Del Reys Video Games, som min veninde Frida viste mig forleden. Jeg synes også den anden er fantastisk men den her har en lidt mere afslappet toneklang og mere simpel i det.
Ved ikke rigtigt hvilken jeg bedst kan lide.

YOU'RE NOT ALONE // YOU'RE INVENTED

Jeg er blevet smittet af tumblr-fænomenet og har i de sidste dage siddet fast til min computer og reblogget løs. Selvom jeg næsten lige er startet, synes jeg selv den er blevet meget fin og er ved at blive fyldt op med inspirerende billeder.
Eftersom jeg ikke har så mange venner med tumblr, følger jeg ikke så mange derinde. Så i er velkommen til at smide jeres link i en kommentar og følge min helplessy-young.tumblr.com.


Linket kommer fra en Oh No Ono sang og titlen fra en The Rumour Said Fire sang. Jeg var meget uinspireret dengang jeg lavede den, så det blev til nogle sangtitler.

Mercredi a l'Effie

Jeg elsker hvordan hun går i ét med væggen. Jeg elsker Nabiha. Jeg elsker hendes røde tunge der skiller sig ud. Jeg elsker vejret. Jeg elsker duften af solcreme.

Jeg er bare glad i dag.

Væk, væk, væk.

"Ej en sød blog! Skal vi følges?" 
"Hej jeg følger din blog, vil du følge min?" 
"Hej med dig, din blog er meget meget fed, vil du følge min?" 


Nogle gange ikke? Så bliver jeg helvedes træt af sådan en kommentar. Jeg gå ind på nogle populære blogge og finde nøjagtigt de samme beskeder, som er blevet efterladt på min blog.
Så bliver jeg en smule skuffet og irriteret. Især hvis man har brugt lang tid på at skrive det indlæg, eller hvis man har gjort sig umage med billederne.

Da jeg startede med at blogge, hvilket er lidt mere end et år siden, skrev jeg nogle kommentare på andre folks blogge med mit link nederst. Det kunne være "Ej jeg elsker virkeligt din bluse! Hvor har du købt den henne? Vil ikke have noget imod at den hang derhjemme. Fed blog!" eller "Lyset på dine billeder er virkeligt fantastisk. Jeg kan virkeligt godt lide stemningen, wauw. Hvilket kamera har du?" Eller noget lign. Så skrev jeg "Knus Maya - quville.blogspot.com" nederst i kommentaren.
Nogen synes måske det er plat eller latterligt. Men man skulle jo starte et sted og jeg syntes det var okay at gøre det, hvis man havde skrevet en ordenlig kommentar først. Jeg skrev også kun på de steder jeg oprindeligt ville ha' kommenteret.

Men nu, synes jeg det bliver lidt ekstremt. I næsten ALLE mine Effie indlæg får jeg kun copy-paste beskeder som ligner hinanden. I de værste tilfælde får jeg endda to eller tre af de samme beskeder fra den samme blogger i flere indlæg.
Jeg forstår hvorfor i gør det og jeg forstår godt at i gerne vil have mange læsere og blive berømte. Men personligt synes jeg ikke det er den rigtige måde at gøre det på. Det kan være man får mange læsere, men man følger jo kun bloggen fordi at man "følges" med den anden.

Jeg vil ærligt talt hellere have nul kommentarere end fire reklamer. Fra nu af gider jeg ikke at kigge på nogen af jeres blogge, medmindre det er nogle ordenlige og rigtige kommentarere.


For min blog er IKKE et reklamested for jeres små lyserøde blogge.


Farvel og tak.

Mercredi a l'Effie

Elsker elsker elsker elsker elsker Kashmir. End of story.

"Hvorfor blogger du?"

Det er et spørgsmål jeg får tit på formspring, fra mine veninder og fra folk som ikke ved hvad de skal snakke om.
Faktisk svarer jeg noget forskelligt fra gang til gang, tilføjer noget nyt, kommer med nogle eksempler indtil at personen der spurgte bliver træt af at høre på mig.
Men mit overordnet svar ville nok være "fordi jeg elsker det".

Blogging er blevet en del af mit liv og hvis jeg kan komme til det, kan jeg snakke om det i flere timer uden at løbe tør for emner. Det er en måde at udtrykke sig på, en måde at få nye veninder på, en måde at vise sine billeder på og en måde at lære sine veninder bedre at kende.
Jeg har fået mange veninder igennem min blog, jeg har lært ting, jeg har lært at være mig selv.
Jeg har lært at udtrykke mig selv, at skrive mine tanker ned. Ikke at flippe ud hvis jeg blev ked af det, men skrive det i et indlæg og udgive det. Så kommer der folk med søde ord som gør mig glad igen.

Jeg har også udvilket mig, siden jeg er begyndt at blogge. Jeg synes selv mine skriftelige evner er blevet bedere siden for et år siden, jeg er begyndt at bruge mere tid på mine billeder end før og sidst og ikke mindst, har jeg fået nogle af de dejligste veninder jeg aldrig kunne ha' fået hvis jeg ikke havde blogget.
Mange tror at blogging bare er penge, berømthed, overfaldiske ting og billeder af sig selv. Men jeg kan garantere for, at det overhovedet ikke er det, det hele handler om.

Selvom min blog ikke er så spændende som den måske har været, synes jeg alligevel det er rart at blogge. Jeg tjener ikke penge, jeg bliver ikke genkendt på gaden, jeg får ikke mere end 100 sidevisninger om dagen, men alligevel er det en rar følese man får, når man ser en ny kommentar. At folk gider at læse ens tanker, at folk gider at kigge på ens billeder og måske endda vudere dem.
Det er dejligt og jeg får det godt med mig selv.